Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Andelsboligdag København

Andelsboligforeninger der ikke er medlem af ABF men er interesseret i arrangementet, kan sende en mail til kursus@abf-rep.dk.

Pas godt på foreningen – er I forberedt? 

Hvordan sikrer I, at jeres andelsboligforening er rustet til fremtidens udfordringer – både økonomisk, bæredygtigt og juridisk?

På Andelsboligdagen i København 2025 sætter vi fokus på de vigtige emner, der former andelsboligforeningernes hverdag og fremtid. Fra genbrug af valuarvurderinger til grønne byggesager, der åbner døre i banken, og beredskab, der skaber tryghed i krisesituationer. 

Vi ser også nærmere på, hvordan en ny Højesteretsdom skærper kravene til bestyrelsens oplysningspligt. Og til sidst får I en skarp politisk opdatering fra ABF’s direktør, Jan Hansen, der tager jer med bag kulisserne på andelsboligmarkedet. 

Glæd jer til en dag med ny viden, spændende debatter og masser af inspiration.

Vi ses til Andelsboligdagen 2025 i København! 

Program:

Kl. 10.30 - 11.00: Mød udstillerne  

Kl. 11.00 - 11.10: Velkomst  

ABF byder velkommen til en dag med faglige oplæg, debat, netværk og masser af inspiration. 

Kl. 11.10 - 11.30:   Genbrug af valuarvurderinger 

Siden april 2024 har andelsboligforeninger, der bruger valuarvurderinger, som udgangspunkt kunne nøjes med at indhente en ny hvert tredje år. Hvad bør din forening overveje, når I skal beslutte, hvor ofte I vil indhente en ny valuarvurdering? Bliv også klogere på værdiansættelse af ejendommen i balancen i foreningens årsrapport. 

Kl. 11.30 - 12.00: Præsentation af udstillere   
Udstillerne får ordet, hvor de kort præsenterer deres firmaer og fortæller om, hvad de kan tilbyde andelsboligforeninger.   

Kl. 12.00 - 13.00: Frokostpause og mød udstillerne  

Kl. 13.00 - 13.25:   Fremtidens byggesager er grønne  

EU har vedtaget en række miljø- og klimamål, som er målrettet finansielle institutioner og store virksomheder, men andelsboligforeninger kommer også til at mærke betydningen, når foreningen skal renoveres og genoptage lån. Hør om, hvorfor din forening skal tænke bæredygtighed ind i sine byggesager, hvis I vil have grønt lys i banken.   

Kl. 13.25 - 14:00: Er din forening forberedt? 

Prepping, nødprocedurer, brandsikkerhed og skybrudssikring. Hvordan sikrer man, at alle i foreningen ved, hvad de skal gøre i større og mindre kriser? Og hvordan kan I bruge andelsboligforeningens fællesskab til at være godt forberedt?  

Kl. 14.00 - 14:45: Kaffepause og mød udstillerne   

Kl. 14:45 - 15.00:  Højesteretsdom om oplysningspligt – hvad betyder dommen for bestyrelsesarbejdet?  

Ifølge andelsboligforeningsloven har bestyrelsen pligt til at orientere andelshaverne, når der er behov for det. Men hvad skal bestyrelsen oplyse om? Og hvornår? Bliv klogere på jeres oplysningspligt over for andelshaverne, og ikke mindst over for sælger og køber, når en andel skal sælges. 

Kl. 15:00 - 15.15: Tip en 13’er og vind! 
Har du helt styr på valuarvurderinger, oplysningspligt, beredskab, brandsikkerhed og meget mere? Find ud af det, når ABF’s medlemsrådgivning afslører, hvad der er fup og fakta på andelsboligdagens tipskupon.   
  
Kl. 15.15 - 15.45: Det politiske hjørne v/Jan Hansen, direktør for ABF  
Få indblik i de aktuelle politiske sager på andelsboligmarkedet og sager, som ABF er involveret i.    

Kl. 15.45 - 16.00: Tak for i dag.    

Arrangements information

  • Andelsboligdag
  • 01. februar 2025 10:30
  • 01. februar 2025 16:00
  • Scandic Spectrum, Kalvebod Brygge 10 - 1560 København V
  • Hovedstad
  • Gratis
  • Kun for medlemmer