
HOFOR
Fremtidens fjernvarme.
Hvordan vil det påvirke ejendommene og hvad bør man som ejendomsejer være opmærksom på.
Som led i fjernvarmens udvikling i byen, vil flere grønne varmekilder gradvist blive introduceret i fjernvarmesystemet i de kommende 10 år.
Varmepumper er mest effektive ved lave fjernvarmetemperaturer og det er nødvendigt gradvist at sænke fremløbstemperaturen i fjernvarmenettet frem mod 2033.
De lavere temperaturer vil medføre et mindre varmetab i fjernvarmenettet.
Mange ejendomme har allerede et varmeanlæg, som vil kunne fungere fint ved de lavere fjernvarmetemperaturer. Det gælder især varmeanlæg, opført efter 1995 og bygninger, som har forbedret/isoleret bygningens klimaskærm, samt ejendomme som har radiatorer med store eller flere lag varmeflader.
Øvrige ejendomme kan få behov for i nogen grad at ombygge deres varmeanlæg inden 2033.
Det kan medføre udgifter for ejendommen, og HOFOR anbefaler derfor, at man forbereder sig i god tid og sørger for, at der er budgetteret med eventuelle udgifter til tilpasninger af ejendommens varmeanlæg.
