Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Fejl i byggesagsgebyrer i Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune er blevet opmærksom på, at der har været fejl i opkrævningen af byggesagsgebyrer i perioden 2015 – 2021.

DEL ARTIKEL

Fejlopkrævningerne betyder, at nogle andelsboligforeninger muligvis har ret til at få tilbagebetalt en del af deres byggesagsgebyr, hvis man har fået behandlet en byggesag i perioden 2015 – 2021. Det gælder typisk i byggesager, hvor der er sket udvendige ændringer af en ejendom eller anvendelsesændringer og i sager, som er behandlet i By- og Miljøudvalget. Hvis jeres forening mener, at I har ret til at få tilbagebetalt en del af dette gebyr, kan I ansøge om at få genoptaget jeres sag.

Hvilke sager er i søgelyset?

Det drejer sig om større udvendige arbejder på foreningens ejendom som fx opsætning af altaner eller etablering af tilbygninger mv. Derimod vil mindre indvendige arbejder i boligerne, som fx nedtagning af bærende væg ikke være omfattet. Frederiksberg Kommune oplyser, at den enkelte andelshaver ikke kan søge om genoptagelse i mindre byggesager.

Sådan klager I

For at få behandlet en klage om byggesagsgebyr, skal der, som det fremgår af hjemmesiden Fejl i behandling af byggesagsgebyrer (frederiksberg.dk), fremsendes oplysninger om:

  • Fakturanummer
  • Journalnummer på byggesagen
  • Ejendommens adresse
  • CVR- eller CPR-nummer på bygningsejer samt fuldmagt fra bygningsejer (hvis administrator klager), der redegør for bemyndigelse til at få sagen behandlet, hvis ejer ikke selv ansøger til kommunen, hvorefter kommunen kan behandle anmodningen om genoptagelse.

ABF har i forbindelse med fejl i disse opkrævninger rettet henvendelse til Frederiksberg Kommune og fået oplyst, at der ikke bliver opkrævet ekspeditionsgebyr for tiden der bruges på at undersøge eller træffe afgørelse om, hvorvidt der er faktureret for meget i byggesagsgebyr i de konkrete byggesager.

Har foreninger spørgsmål til ovenstående, er I altid velkomne til at søge generel rådgivning hos ABFs medlemsrådgivning.