”Mød eksperterne” om ladestandere i København
Deltag i ABF’s nyeste medlemstilbud "Mød eksperterne", som for første gang afvikles i København. Emnet er ladestandere til el- og hybridbiler - aktuelt og komplekst.
Medlemstilbuddet Mød eksperterne er et nyt arrangementskoncept, hvor I, alt efter emnet, kan få en snak med eksperter, professionelle aktører, interesseorganisationer, offentlige myndigheder, andelsboligforeninger, som deler ud af deres erfaringer og naturligvis ABF’s medlemsrådgivning.
Det første Mød eksperterne-arrangement i København sætter spot på det aktuelle men også komplekse emne; ladestandere til el- og hybridbiler.
Mange elbiler men ingen ladere
Mange københavnske foreninger ønsker at være en del af den grønne omstilling og overvejer ladestandere til el- og hybridbiler, som en del af løsningen.
Samtidigt køber flere og flere andelshavere el- og hybridbiler og vil naturligvis gerne parkere i nærheden af deres bolig. Etablering af ladestandere er derfor med til at tiltrække nye andelshavere til jeres forening.
I København og på Frederiksberg er etableringsudfordringerne større end i tæt-lavt byggeri, fordi mange foreninger i hovedstadsområdet ikke råder over deres eget parkeringsareal eller har et væsentligt mindre parkeringsareal end foreninger i resten af landet.
Hvilke muligheder har etageejendomme så?
Til at svare på det spørgsmål, har vi inviteret en lang række eksperter til Mød eksperterne, tirsdag den 5. april kl. 17-20 i København.
Her kan I blandt andet møde:
- Projektleder, Emma Lisberg fra Københavns Kommune
- Chefkonsulent Ilyas Dogru fra FDM
- DKTV, ladestanderoperatør
- SEF Energi, ladestanderoperatør
- Jurist Jakob Holm, ABF’s medlemsrådgivning
- Carsten Schulz fra A/B Damhus i Vanløse
Nordea er vært ved Mød eksperterne den 5. april, og som afslutning på aftenen byder Nordea på et lettere traktement.
Der er et begrænset antal pladser, da der ellers ikke er tid til besvarelse af de mange spørgsmål til eksperterne.
Har I forslag til emner, som vi skal sætte spot på, så send os en mail til abf@abf-rep.dk mærket ”Mød eksperterne”.
Mød eksperterne er kun for medlemmer.