ABF lancerer digitalt dialogforum og åbner for debat om grundlæggende politiske principper
"Det bliver lettere at komme i dialog med andre medlemsforeninger og udveksle erfaringer - og samtidig får vi nu endnu bedre mulighed for at skabe direkte kontakt mellem vores medlemmer og organisationens politiske ledelse”.
- Sådan lyder det fra ABF’s Landsformand Hans Erik Lund i forbindelse med, at ABF nu lancerer et nyt digitalt værktøj, kaldet Dialogforum.
Flere bestyrelsesmedlemmer har løbende spurgt ABF om hjælp til at komme i kontakt med andre andelsboligforeninger i nærheden af hvor de selv bor. Eksempelvis vil bestyrelserne gerne udveksle erfaringer om lokale firmaer, indgå samarbejder om havearbejde og meget mere. Det har ABF hidtil faciliteret via arrangementer som 'Dialogmøder', 'Mød eksperterne' og 'Andelsboligdage'.
Nu tilføjes en digital mulighed til paletten. Via dialogforummet kan medlemmer oprette en tråd (eller emne, om man vil), som man også kender det fra f.eks. Facebook. Andre medlemmer har så mulighed for at svare på spørgsmålet, man stiller, eller dialogen, man starter. Et spørgsmål kan fx være ”Er der nogen, som har erfaringer med udskiftning af varmepumper?" eller "Kender I gode vinduespudsere i nærheden af Sønder Vesterby?".
Alle, som bor i en medlemsforening, har adgang til dialogforummet, men der vil være et område, som kun er for bestyrelser. Hvis foreningens oplysninger er opdateret i systemet, vil det selv kunne finde ud af, hvilke områder, man som bruger har adgang til.
Dialog om ABF’s dna
Samtidig med, at dialogforummet bliver lanceret på ABF’s hjemmeside, får alle mulighed for at debattere ABF’s grundlæggende politiske principper.
”Det eksisterende principprogram er fra 2008, og med lanceringen af det nye digitale værktøj, er der opstået en kærkommen mulighed for at tage temperaturen på ABF's grundlæggende politiske principper for at se, om der skal ske en justering.”, fortæller Hans Erik Lund.
"Tanken er ikke, at ”ABF’s grundlov” skal laves helt om, men ABF ønsker en dialog om vores grundlæggende politiske principper, så det politiske arbejde fortsat er i tråd med vores medlemmers holdning", afslutter Landsformanden, og ser med glæde frem til at få en god og saglig dialog med alle interesserede.
Alle kan være med
Alle andelshavere, bestyrelsesmedlemmer og politisk valgte med tilknytning til ABF har via ABF’s hjemmeside www.abf-rep.dk adgang til dette dialogforum, så snart de er logget ind på siden.
Og det eneste, det kræver for at logge ind, er, at man har en brugerprofil til hjemmesiden, som man selv kan oprette. Man skal blot have en emailadresse samt foreningens medlemsnummer ved hånden, når man opretter sig.
Skal der fortsat være loft over andelsboligpriserne?
Skal ABF arbejde for, at lejere kan blive andelshavere?
Og hvad med boligstøtten?
– deltag i debatten på ABF’s dialogforum
Login første gang