Tilmeld dig nu – ABF’s landsmøde er ekstra vigtigt i år
Det er nu du skal tilmelde dig ABF’s landsmøde, hvis du vil være med til at bestemme retningen for ABF og fremtidens andelsboliger. Den 17. september er det sidste chance for tilmelding.
Alle andelshavere er velkomne og opfordres til at deltage, når ABF den 1. oktober afholder et af de vigtigste medlemsmøder i mange år: Landsmøde 2022.
Men hvis du skal være med, skal du skynde dig, for deadline for tilmelding er lige op over – nemlig den 17. september.
- I år er landsmødet særlig vigtigt, for vi skal præsentere - og beslutte - en række længe ventede ændringer i vores organisation. Vi opdaterer nemlig både organisationens struktur, principper og vedtægter, fortæller ABF’s landsformand Hans Erik Lund.
Han understreger, at det er et arbejde, der har været mange år undervejs og som kommer til at sætte retningen for hvad ABF skal arbejde med fremover og hvordan andelsboligerne skal være i fremtiden.
- Ændringerne handler også om at knytte medlemmerne tættere til organisationen og få mere dialog og aktivitet ud der, hvor tingene foregår. Ude hos jer medlemmer. Så I i endnu højere grad kommer til at opleve, at ABF er Jeres organisation. Men det kræver at I er med – også nu her på landsmødet, siger han.
En ny organisation
En af de ting, der skal tages stilling til, er ABF’s struktur – altså hvordan ABF er bygget op som organisation. Meningen med de nye tiltag er, at medlemmerne får mere medindflydelse.
- Det vi fremlægger på landsmødet, er resultatet af de sidste syv års arbejde. Det her er det endelige forslag. Hvis vi ser på organisationen ABF, så vil vi i højere grad tage udgangspunkt i vores kredse. Dialogen og inddragelsen af medlemmerne bliver bedre med den nye struktur, siger Kirsten Holm, der er landsnæstformand i ABF.
Hun fortæller, at der bliver ændret på arbejdsgange og muligheder, så man eksempelvis kan reagere hurtigere og inddrage flere – blandt andet via digitale hjælpemidler.
- Vi får et ABF der som organisation er hurtigere til at reagere, tættere på medlemmerne og i konstant udvikling, tilføjer hun.
En ny retning?
Men ikke nok med det. På landsmødet skal der nemlig også stemmes og debatteres om principperne og vedtægterne for ABF. De står nemlig også til at blive ændret.
- Vedtægterne og principperne er fundamentet for ABF. Det udtrykker hvad vi tænker og mener - og ikke mindst hvordan vi behandler vores medlemmer. Det nuværende principprogram er tilbage fra 2008, så med den revision vi fremlægger på landsmødet, tager vi fat på ABF’s grundlæggende politiske principper, siger landsnæstformand Brian Fabricius.
Det nye principprogram skærer således helt ind til benet i forhold til, hvad der er andelsboligens identitet og rolle. Det gælder blandt andet i forhold til demokrati, fællesskab, bæredygtighed og økonomi.
- Med det forslag til principprogram, som vi har lagt frem, har vi lagt os fast på den rolle, som VI mener andelsboligen har - og skal have. Hvad der er vores rolle. Det er helt i tråd med den verden vi ser nu og den fremtid vi forventer kommer, siger han.
Medlemmerne er vigtige
I forbindelse med både struktur, principper og vedtægter, har medlemmerne været en vigtig del af processen med at debattere og fastlægge de nye tiltag, og derfor håber landsformandskabet også, at rigtig mange vil være med på landsmødet.
- Nu mangler vi bare det sidste - og det er, at vi får debatteret og vedtaget det hele på landsmødet den 1. oktober. Derfor er det også ekstra vigtigt, at folk kommer - og husker at melde sig til inden den 17. september, slutter Hans Erik Lund.