Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Bæredygtighed er i fokus i ABF’s fremtidskikkert

Både fremtiden og økonomien blev debatteret, og der var enighed om at holde fokus på bæredygtighed, da ABF’s hovedbestyrelse mødtes for første gang efter sommerferien.

DEL ARTIKEL


Bæredygtighed er helt centralt for andelsboligområdet og for ABF i fremtiden.

Det står klart efter ABF’s seneste hovedbestyrelsesmøde, hvor de økonomiske topprioriteter og udviklingspotentialer for de næste fem år blev debatteret og vedtaget.

En af de ting, som konkret kom ud mødet, var nedsættelsen af et særligt udvalg, der skal hjælpe til i arbejdet med at omsætte ABF’s politiske dagsordener og principper til brugbare og relevante værktøjer til medlemsforeningerne. Det kunne eksempelvis være som konkrete forslag til, hvordan foreningerne i praksis kan omsætte ønsker om bæredygtighed eller socialt ansvar til virkelighed.

Forhåbningen er, at udvalget og idéerne kan skabe inspiration, og at der på sigt kan udvikles nye medlemstilbud den vej.

Bæredygtighed styrkes
Også i den overordnede politiske drøftelse, som hovedbestyrelsen havde, var der fokus på bæredygtighed. Her kom det ligeledes frem, at der er et stort ønske om at styrke indsatsen for et bæredygtigt ABF - både på de interne linjer, men også på sigt, som en vigtig del af organisationens service og rådgivning til medlemmerne.

At hovedbestyrelsen nu lægger et bæredygtigt fokus for fremtiden, er i øvrigt helt i tråd med principprogrammet, der blev vedtaget sidste år, og allerede nu er der flere arrangementer i støbeskeen, hvor bæredygtighed er i højsædet.
Et af disse er årets Andelsboligdag i København, hvor alle andelshavere den 7. oktober kan komme med til en dag, hvor der netop er særligt fokus på, hvordan man bliver mere bæredygtig i foreningen.

Nuværende form
Udover bæredygtighed bød diskussionen på hovedbestyrelsesmødet også på en generel drøftelse og status på den boligpolitiske situation, herunder hvordan ABF som organisation bedst fremmer andelsboligformen nu og i fremtiden.

Holdningen var, at andelsboligen i sin nuværende form er vejen frem, idet boligformen og lovgivningen sagtens kan rumme de forskellige behov og krav, som er på boligmarkedet.

Til gengæld blev det også fremhævet, at der er behov for, at der snart gøres noget ved lovgivningen i forhold til eksempelvis værdiansættelse og finansiering, hvor den meget lange ventetid på en række lovede tiltag har skabt utryghed i flere foreninger.

ABF's hovedbestyrelse

ABF's hovedbestyrelse består af 31 medlemmer fra hele landet.