Forening har adskilt regn- og spildevand
Vedligeholdelsesplan og kommunal spildevandsplan har fået A/B Mejlstedparken til at opgradere foreningens kloakker. Dyrt, men nødvendigt, siger foreningens formand.
Alle landets 98 kommuner har en spildevandsplan, som lægger en langsigtet strategi for, hvordan man fra kommune til kommune skal håndtere stigende nedbør.
I Aalborg Kommune har man vedtaget en spildevandsplan, som indebærer, at alle kommunens fælleskloakerede områder (regnvand og spildevand i samme kloakrør) skal være separatkloakeret (spildevand for sig og regnvand for sig).
Kommunens spildevandsplan er derfor en af flere årsager til, at A/B Mejlstedparken i 2022 kastede sig ud i et større kloakrenoveringsprojekt, fortæller foreningens formand Ejvind Andersen:
− Foreningen modtog i 2022 et brev fra kommunen, som informerede os om, at vi ikke havde adskilt spildevand og regnvand. Separatkloakering stod også på to-do listen i vores vedligeholdelsesplan, så nu måtte vi i gang med projekteringen, forklarer han.
Den lille forening ligger i Vestbjerg, 10 kilometer nord for Aalborg, og tæller 10 andele i tæt/lav bebyggelse. Foreningen er opført i 1993. Den gældende spildevandsplan i Aalborg Kommune blev vedtaget i 2021, mange år efter, at kloakrørene blev lagt i jorden i den nordjyske forenings spæde start.
Hurra for henlæggelser
Derfor var der ingen vej udenom, da kommunens brev poppede op i foreningens indbakke. Heldigvis havde andelshaverne lagt penge til side i foreningens regnskab til uforudsete udgifter. Henlæggelser som den nordjyske forening nu kunne bruge på at få ført de ti huses kloaksystem up-to-date, fortæller Ejvind Andersen:
− De sidste fire år har vi hævet den månedlige boligafgift med 200 kr., fordi vores femårige vedligeholdelsesplan ”fortalte”, at vi skulle udskifte gavle og lave separatkloakering. Vi var så at sige på forkant med kommunen, men nu har vi også snart brugt alle pengene på kistebunden, så vi fortsætter med en forhøjet boligafgift, forklarer han.
En del af foreningens andelshavere er pensionister, som ikke har de store indtægter. Alligevel var der fuld opbakning til kloakprojektet på foreningens generalforsamling, fortæller Ejvind Andersen:
− Selvom 400.000 kr. er mange penge, som man jo ikke får glæde af at se på i det daglige, var vi enige om, at det var en nødvendig opgave at sætte i gang. Ikke kun fordi kommunen pålagde os at få styr på kloakvandet, men også for at forebygge skybrudsskader og klimatilpasse foreningen til de større nedbørsmængder, siger han.
Et langt sejt træk
Målet med at splitte regnvand og spildevand er ifølge kommunens spildevandsplan færre kælderoversvømmelser, reduceret energiforbrug og færre udledninger, hvor kloakker løber over, når de ikke kan modstå fx skybrud. Adskilt spildevand spiller også en vigtig rolle i kommunens bæredygtighed
bæredygtighedsstrategi og klimatilpasning. Alle boligejere indgår derfor i kommunens spildevandsplan – også private andelsboligforeninger som A/B Mejlstedparken, fortæller Peter Bildgaard Jensen, spildevandsplanlægger i Aalborg Kommune:
− Det er vores helt klare forventning og overbevisning, at alle fælleskloakerede områder er separatkloakerede i 2065. I forbindelse med godkendelsen af den gældende spildevandsplan i juni 2021 blev det estimeret, at ca. 31.700 ejendomme fortsat er fælleskloakerede. Det betyder, at ca. 720 ejendomme skal separatkloakeres hvert år frem mod 2065, fortæller han.
Kamera i kloakken
Bestyrelsen i A/B Mejlstedparken indhentede et tilbud fra den lokale kloakmester, som lød på 354.000 kr. inklusiv genopretning af de opgravede områder. Da først beslutningen om at sætte projektet i gang var vedtaget, gik det hurtigt. De store gravemaskiner blev kørt i stilling, og i løbet af få uger blev det gamle kloaksystem opgraderet fra ét til to kloakrør med et par ekstra udgifter undervejs:
− Vi fik lavet en tv-inspektion af de daværende kloakrør til 8.000 kr. Optagelserne viste bagfald på nogle af kloakrørene, og enkelte kloakdæksler var ikke lovlige og skulle udskiftes. Den samlede regning lød på godt og vel 400.000 kroner inklusive moms, fortæller han og fortsætter.
− Fem-seks uger tog det fra entreprenørmaskinerne gik i jorden, til de var færdige. Det var virkeligt effektivt, og de skulle heldigvis ikke arbejde inde i husene, fortæller Ejvind Andersen.
Skel stopper LAR
Nogle grundejere foretrækker at lave lokal afledning af regnvand (LAR) direkte på grunden, udenom det offentlige kloaknet. Det kan fx være med nedgravede faskiner, regnvandsbede eller grøfter. En mulig løsning, som den nordjyske forening også havde med i deres overvejelser:
− LAR var med i vores indledende planlægning, men det var ikke muligt, fordi der er et afstandskrav til skel, som vi ikke kunne overholde, så vi måtte ud i den dyre løsning, forklarer Ejvind Andersen.
Kloakprojekter er, som Ejvind Andersen påpeger, ofte dyre og omstændige entrepriseopgaver. Kommunens spildevandsplan arbejder derfor med tre tidshorisonter. Det giver boligejere, herunder private andelsboligforeninger, tid til at planlægge og finansiere deres kloakprojekter, forklarer Peter Bildgaard Jensen:
− Spildevandsplanen er opdelt efter boligejere, som har en konkret tidsfrist, perioden fra 2021-2032 og 2032-2065. Boligejere vil typisk få besked fem år inden fristens udløb, og ellers kan man tjekke datoen i spildevandsplanen ved at søge på adressen, forklarer han.
Aalborg Kommune har omkring 250 andelsboligforeninger med cirka 4.500 andele.
MØD EKSPERTERNE
Kom til ABF's gratis Mød Eksperterne-arrangementer og bliv klogere på, hvordan I kan bruge en drift- og vedligeholdelsesplan til at forebygge uforudsete udgifter.
Vi sætter også spot på finansieringen.
15. november i Aarhus
16. november i Allerød
21. november i Randers
22. november i Fredericia
28. november i Roskilde
29. november i København.
OM KLOAKKER:
Foreningens kloaktegninger finder I ofte på kommunens (digitale) byggesagsarkiv.
Kommunens spildevandsplan finder I på kommunens hjemmeside. Her vil det typisk fremgå, hvornår jeres ejendom skal have gennemført kloakseparering.
Spørg jeres vandværk om eventuelle støtteordninger til fx tilbagebetaling af afledningsudgift/tilslutnings-
bidrag, LAR-løsninger m.m.