ABF går til valg og kæmper mod myter til jubilæumslandsmøde
Andelsboligernes organisation, ABF, vil bruge fakta og den viden de har opbygget gennem 50 år, til at bekæmpe de mange myter, som er ødelæggende for andelsboligformen. Det står klart efter ABF’s jubilæumslandsmøde i Odense den 23. november, hvor der også var kampvalg om ledelsen i organisationen.
ABF - Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation - vil gøre op med de mange myter om andelsboliger, hvor mediehistorier om nepotisme eller opskruede priser i København, kan risikere at ødelægge andelsboligformen i hele landet.
Det slog landsformand Hans Erik Lund fast på ABF’s landsmøde den 23. november i Odense.
- Ofte dominerer andelsboligerne i København den politiske dagsorden - og den er ofte præget af myter. Det skal vi imødegå ved at være saglige og faglige. Vi skal skyde myterne ned og blive ved med at informere med fakta, lød det fra landsformanden.
Han gjorde samtidig klart, at det er vigtigt at fortælle, at de københavnske andelsboliger kun udgør halvdelen af landets andelsboliger, og hvis ny lovgivning kun har fokus på udfordringer med andelsboliger i Hovedstaden, så kan det ramme helt skævt i resten af landet.
ABF’s fokus på at tilbagevise myter og falske problemer om andelsboliger, blev lanceret i landsformandens jubilæumstale på landsmødet, hvor godt 250 andelsboligrepræsentanter fra hele landet var samlet.
Kampvalg og A-hold
Andelsboligorganisationen er i år fyldt 50 år, og havde ud over fejringen af jubilæet også kampvalg om de to poster som landsnæstformænd, der er en del af organisationens politiske ledelse.
Her var det Brian Fabricius og Kirsten Holm der blev valgt. Begge har haft posten før og de gik blandt andet til valg med fokus på grøn omstilling, mere fællesskab og demokrati og fastholdelse at selvbestemmelse.
Landsmødet, der finder sted hvert andet år, bød dertil på et oplæg fra Arbejdernes Landsbank og en helt særlig udgave af det populære radioprogram ”Mads og A-holdet”, hvor Leonora Christina Skov, Molly Egelind og Jacob Mark, sammen med vært Mads Steffensen, debatterede andelsbolig-dilemmaer - især med fokus på fællesskab.
Fællesskabet var i øvrigt et af de andre vigtige emner, som landsformanden lagde vægt på i sin tale.
- Uanset hvad fremtiden bringer, vil ABF være her for at varetage andelsboligforeningernes interesser. Med en klar vision og en stærk forankring i vores værdier, vil vi fortsat kæmpe for, at andelsboligen bliver et sted, hvor mennesker kan skabe deres hjem i tryghed og fællesskab - både nu og i fremtiden, lød det fra Hans Erik Lund, der samtidig takkede medlemmerne for deres opbakning og store arbejde.
Der vil senere komme en mere omfattende artikel om landsmødet 2024, ligesom slides, fotos mm. også vil blive tilgængeligt her på ABF's hjemmeside.
Kontakt for yderligere information:
Direktør i ABF, Jan Hansen
Telefon: 33 86 28 30/20 10 40 25
Mail: jh@abf-rep.dk