Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Om ABF

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) er en uafhængig landsdækkende interesseorganisation, som har til formål at varetage private andelsboligforeningers interesser.

ABF er en non-profit organisation uden kommercielle interesser.

Det politiske arbejde

Med mere end 5.450 medlemsforeninger, der repræsenterer over 110.000 andelsbolighusstande, er ABF en væsentlig aktør på det boligpolitiske område.

ABF følger pressens dækning af andelsboligområdet, og vi er løbende i dialog med presse, politikere og embedsmænd på andelsboligområdet. På den måde har vi et godt grundlag for interessevaretagelse og påvirkning af lovgivningsprocessen.

ABF er desuden repræsenteret i forskellige bestyrelser, netværk og udvalg, f.eks. i Byggeskadefonden for støttet byggeri og i Byggeskadefonden for Bygningsfornyelse.

Medlemsfordele 

Som medlem af ABF får man en lang række medlemsfordele.

  • Rådgivning om juridiske og økonomiske forhold
  • Skræddersyede standarddokumenter til bestyrelsesarbejdet
  • Medlemsblad
  • En lang række kurser og arrangementer over hele landet
  • Masser af rabatter og gode tilbud

ABF udvikler løbende nye medlemsfordele i tæt dialog med vores valgte og medlemmer.

Organisation

ABF er en demokratisk organisation, hvor medlemmerne bestemmer, hvilken vej organisationen skal gå.

Medlemmerne

Omkring 5.450 andelsboligforeninger er medlem af ABF og omfatter mere end 110.000 andelsboliger. Dermed repræsenterer ABF over 50 % af alle landets andelsboliger via foreningens medlemskab.

Landsmøde

Hvert andet år afholder ABF et landsmøde, hvor de store linjer bliver lagt for de næste to års arbejde.

Kredsgeneralforsamling

Hvert år i september afholdes kredsgeneralforsamlinger i alle ABF's 11 kredse, hvor foreningerne vælger deres kredsbestyrelse.

Formandskabet

Landsmødet vælger formandskabet, der består af landsformanden og to landsnæstformænd. Formandskabet vælges for en fireårig periode.

Hovedbestyrelsen

Den overordnede ledelse af ABF - mellem landsmøderne - varetages af hovedbestyrelsen, som består af valgte medlemmer fra hele landet.

Kredsbestyrelserne

Det lokale arbejde og dermed kontakten med medlemmerne er forankret i ABF's 11 kredse, som ledes af bestyrelser for de respektive kredse.

Sekretariatet

I sekretariatet er der ansat knap 30 medarbejdere til at varetage de daglige opgaver, som bl.a. omfatter servicering af medlemmerne, politisk interessevaretagelse, støtte af organisationens tillidsvalgte i deres hverv i ABF og udvikling af nye medlemsservices.

ABF's valgte

En vigtig del af andelshavernes interesser varetages på frivillig basis af omkring 80 andelshavere fra medlemsforeninger. De arbejder både på lokalt plan og på landsplan i kredsbestyrelserne, hovedbestyrelsen og i arbejdsgrupper og udvalg på tværs.