Bred politisk aftale
Leder i ABFnyt nr. 1, 2018
”Der skal være gode vilkår for en robust andelsboligsektor, så der fortsat kan være et varieret udbud af boliger i Danmark”.
Det sagde politikere fra Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, da de præsenterede en politisk aftale med bl.a. en række grundlæggende krav til stiftelsen af nye andelsboligforeninger og driften af foreningen.
Jeg vil ikke gå i detaljer med aftalen, som I kan læse mere om her i bladet, men jeg vil gerne understrege, at det for ABF har været fuldstændig afgørende, at aftalen vil skabe mere tryghed i andelsboligsektoren. Og jeg er overbevist om, at de mange initiativer vil bidrage væsentligt til, at vi får genskabt trygheden, så nuværende og kommende andelshavere kan føle sig trygge ved at bo i andelsbolig.
Nu vil den politiske aftale blive til en række lovforslag, der vil blive behandlet straks efter nytår. Politikerne vil uden tvivl blive mødt med anklager om overregulering, fejlagtige fokuspunkter og ønsker om ændringer af den samlede pakke.
Men mit råd til politikerne vil være: Hold fast! For udspillet er præcis, hvad der er brug for i en tid, hvor alt for mange lejere får utilstrækkelig rådgivning, når de skal træffe beslutning om evt. køb på andelsbasis. Banker og realkreditinstitutter udbyder også finansielle produkter, der kan underminere det økonomiske fundament i private andelsboligforeninger. Sidst men ikke mindst har vi brug for aftalen i en tid hvor nogle valuarer bidrager til usikkerhed om ejendommens værdi.
Jeg tror på, at den politiske aftale vil gøre op med en useriøs tilgang, der har hersket blandt nogle rådgivere, og som dermed vil sikre stabilitet og færre nødlidende andelsboligforeninger.
Endelig er jeg glad for, at det brede politiske flertal med denne aftale har slået fast, at man vil andelsboligformen - også i fremtidens boligudbud. En andelsbolig der er et godt alternativ til de mange hundredetusinde danskere, der af forskellige årsager hverken ønsker at leje eller eje deres bolig.
Hans Erik Lund, landsformand