Den blandede by
Leder i ABFnyt nr. 4, 2021
Det står tydeligere og tydeligere frem i den offentlige debat, at emnet blandede byer kommer til at fylde mere og mere blandt alle politiske partier.
Især prisudviklingen i storbyerne – med København i front – har gjort, at der er stort fokus på, at der skal være boliger for alle indkomstgrupper i hele landet. Men også udsatte boligområder, rigmands-ghettoer og affolkning af landdistrikter er emner, som alle spiller ind i boligpolitik generelt.
Regeringen fremlagde medio oktober boligudspillet ”Tættere på II – Byer med plads til alle”, som klart havde hovedvægt på almene boliger, men det bliver også nævnt, at andelsboliger skal være et supplement til almene boliger. Dog skriver regeringen, at de vil igangsætte et arbejde, som har til formål at undersøge mulighederne for etablering af ”en særlig andelsboligform, hvor anskaffelsessummen fastholdes som grundlag for værdiansættelsen”. De vil altså udvikle endnu en form for andelsbolig. Dette er vi i ABF meget opmærksomme på, for der skal for det første ikke skabes uro omkring de eksisterende andelsboliger. For det andet findes der allerede andelsboliger, som bruger anskaffelsessummen som grundlag for værdiansættelsen, så måske er det blot gammel vin på nye flasker, vi er vidner til?
De andelsboliger, vi ser skyde op rundtomkring i landet i øjeblikket, er ofte nøglefærdige seniorbofællesskaber eller selvudviklede ”bygge-/bofællesskaber”. Det glæder os, at netop disse to typer boligformer også nævnes i boligudspillet, for her er den traditionelle andelsboligforening en virkelig solid boligform, som egner sig særligt godt til netop disse fællesskaber. Den største udfordring for at skabe flere boliger af denne slags er dog finansieringsmulighederne – så dette skal der hurtigt findes en løsning på.
For der er stadig behov for flere andelsboliger – også uden for København.
ABF hilser selvfølgelig alle nye andelsboliger velkomne, og jeg glæder mig over, at andelsboligformen ses som en del af løsningen på boligmarkedet, for blandede byer kræver også blandede ejerformer.
Hans Erik Lund, landsformand