En grøn dagsorden
Leder i ABFnyt nr. 1, 2021
ABF støtter den grønne dagsorden – det gælder både ønsket om en kraftig reduktion af CO2-udledningen og en mere grøn affaldssektor. Og i forsøget på at opnå målsætningen skal de private andelsboliger selvfølgelig også bidrage positivt.
For ABF er det vigtigt, at den grønne omstilling af andelsboligsektoren sker ved fornuftige tilskuds- og puljeordninger, der betyder, at ingen andelsboligforening bliver pålagt ekstra store omkostninger ved omlægning af fx varmeforsyning og affaldssortering. Derfor er ABF overordnet tilfreds med, at der sker en række ting på energiområdet. I dette nummer kan du læse mere om Bygningspuljens nye tilskudsmuligheder for renovering af andelsboligforeningers ejendomme samt BoligJobordningen.
Det er vigtigt med tiltag, der gør det mere motiverende for andelsboliger at bidrage til den grønne omstilling. Når de mange grønne initiativer skal omsættes til konkret handling, så vil ABF arbejde for, at der tages højde for og hensyn til andelsboligforeningerne, så det ikke bliver for bøvlet. Hvis jeg skal i gang med at kildesortere mit affald, skal rammerne være på plads. Det kræver både affaldsspande, men også information om, hvordan jeg sorterer pizzabakker, kogt broccoli og batterier, når hverdagen melder sig.
Årets Andelsboligforening 2020, A/B Util, er et godt eksempel på, at energiforbedringer i ejendommen er en omfattende indsats, der kræver meget af foreningens andelshavere. Den grønne omstilling griber både ind i vores hverdag og økonomi, og for ABF er det derfor helt afgørende, at det bliver en proces, hvor alle kan være med, og hvor der er tryghed om investeringerne. Det betyder bl.a. fokus på at sikre, at udfasning af olie- og gasfyr sker på en god og ordentlig måde.
Hans Erik Lund, landsformand