Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Mere transparens

Leder, ABFnyt  nr. 1, januar 2025 (DK)

Det er ærgerligt, når medier brin­ger historier om nepotisme og andels­boliger som lukkede klubber, som det skete i efteråret. Historierne er med til at danne et billede af, at sådan er alle andelsboliger. Tidligere har der været historier om, at priserne på andelsbo­liger er lige så høje som ejerboliger, eller at ”penge under bordet” er nor­men. Sådanne fortællinger er svære at slå ned igen, selvom det ikke er sandt. Det skader vores boligform og kan i værste fald føre til politiske indgreb, der begrænser vores selvbestemmelse i foreningerne.

Oftest baseres historierne på myter, enkelte tilfælde eller misforståelse af sammenhænge. Heldigvis viser fakta, at myterne ikke holder i virkelighe­den. I dette blad fortæller vi fx om unge der, via en åben venteliste, hur­tigt fik en andelsbolig i København uden at kende nogen i foreningen. Naturligvis kan det være svært at få en attraktiv bolig i Hovedstaden, men det skyldes primært, at efterspørgslen overstiger udbuddet, og at mange ikke kender til, hvad andelsboligforeninger reelt er. Måske kan historierne her i bladet hjælpe med at få nuancer frem i debatten.

Uanset hvad, har vi dog alle en fælles opgave: At udbrede reel viden og fremme transparens.

Myter, misforståelser og historier baseret på enkeltsager har gode kår, hvis man ikke kan få adgang til viden om, hvordan tingene i virkeligheden gøres ude i jeres foreninger. Det gøres meget forskelligt, og det skal man have lov til. For hvordan vores fælles­skab skal være i de enkelte foreninger, er op til andelshaverne.

På landsmødet i november præsen­terede ABF sin boligpolitiske vision, som bidrager med overordnede fakta. Denne vision, samt åbenhed ude i for­eningerne om fx adgangen til andels­boligerne, er afgørende for at styrke tilliden til vores boligform.

Hans Erik Lund, landsformand

Log ind kun for medlemmer

Læs medlemsbladet ABFnyt nr. 1 november 2025 KBH og DK.

Et medlemskab koster kun 242 kr. pr. andel pr. år.

Meld jer ind i ABF