Nej til opdeling i ejerlejligheder
Leder i ABFnyt nr. 2, 2018
Skal 360.000 private udlejningsboliger og private andelsboliger i etageejendomme kunne laves om til ejerlejligheder i fremtiden?
Det var et af de spørgsmål Ejerlejlighedsudvalget, der blev nedsat af Erhvervsminister Brian Mikkelsen tilbage i juni 2016, skulle tage stilling til i en netop offentliggjort rapport.
Nej – er hovedkonklusionen fra udvalget. De private andelsboliger og private udlejningsboliger løfter en væsentlig rolle på det danske boligmarked, og derfor er det vigtigt også fremadrettet at have et blandet udbud af boligformer.
På et enkelt område ønsker et flertal i Ejerlejlighedsudvalget at ændre det nuværende forbud mod opdeling i ejerlejligheder. 13.300 andelslejligheder i etageejendomme opført efter 1966 bør fremover have samme muligheder for opdeling til ejerlejligheder, som private udlejningsejendomme opført efter 1966 allerede har i dag.
Regeringen har efter rapportens offentliggørelse støttet op omkring udvalgets anbefalinger, og ABF er naturligvis meget tilfreds med, at udvalget og regeringen med udmeldingerne anerkender, at andelsboligen har en meget central funktion på boligmarkedet, og derfor skal det store antal andelsboliger i etageejendomme opført før 1966 fortsat ikke kunne opdeles i ejerlejligheder.
Specielt har jeg bemærket, at Kommunernes Landsforening (KL) har lagt stor vægt på, at de private andelsboliger fx i København har en altafgørende betydning for et blandet udbud af boligformer i København og er med til at sikre en blandet beboersammensætning i hovedstaden. KL ønsker derfor fortsat et forbud mod opdeling i ejerlejligheder.
For de andelsboliger i etageejendomme opført efter 1966 hvor udvalget gerne vil åbne op for en opdeling i ejerlejligheder, vurderer udvalget, at kun knap 5.000 andelsbolighusstande vil opnå en økonomisk gevinst ved en opdeling.
Men på trods af denne lille knast er jeg meget tilfreds med, at vi nu med udvalgets rapport har fået en grundig analyse af konsekvenser ved en ophævelse af det eksisterende opdelingsforbud – og en klar politisk markering fra Erhvervsminister Brian Mikkelsen om, at den private andelsbolig fortsat skal have en central funktion på boligmarkedet.
Hans Erik Lund, landsformand