Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Støtte med omtanke (Hovedstaden)

Leder, ABFnyt  nr. 2, april 2025 (Hovedstaden)

Andelsboligforeninger vil gerne energirenovere og bidrage til den grønne omstilling. Derfor bliver jeg frustreret, når håndværker- og service­fradraget genopstår uden mulighed for, at andelsboligforeninger kan få gavn af de grønne fradrag.

Bevares, den enkelte andelshaver kan få fradrag for rengøring og børne­pasning, som I også kan læse om her i bladet, men ikke til isolering af tag og loft eller udskiftning af døre og vin­duer. Især i København i den ældre boligmasse findes der stadig potentia­le for CO2-besparelser, og i dette num­mer af medlemsbladet kan du både læse om A/B Storgården, som genbru­ger byggematerialer, og A/B Højdevej 14, som har fået ny varmecentral og klimaskærm. Begge foreninger har kørt parløb med Københavns Kommu­ne, men langt de fleste foreninger må klare sig uden økonomisk støtte, for andre kommuner har slet ikke samme indsats som København. Der er derfor brug for, at staten træder til.

En kommende solcellepulje til eta­geejendomme er en anden pulje, som (kun) etageejendomme kan få gavn af. Men spørgsmålet er, om det overho­vedet bliver en succes. Der er nemlig lagt op til, at omkostninger til omlæg­ning af målere, stillads, batterier og statiker med meget mere skal betales af den enkelte forening. Hvis man har bare lidt indsigt i fx stillads- eller statikerpriser, så er det svært at se solceller blive topprioritet i køben­havnske andelsboligforeninger, ikke mindst når lovgivningen også stadig hindrer, at man kan dele energi på tværs af bygninger. Det er ærgerligt, når der ellers er mange tusinde m2 uudnyttet tagpotentiale. Derfor håber jeg også, at politikerne vil tænke lidt mere helhedsorienteret – ellers står ABF gerne til rådighed, så vi kan få (grøn) støtte med omtanke.

Hans Erik Lund, landsformand

Log ind kun for medlemmer

Læs medlemsbladet ABFnyt nr. 1 november 2025 KBH og DK.

Et medlemskab koster kun 242 kr. pr. andel pr. år.

Meld jer ind i ABF