Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Byfornyelse

Andelsboligforeninger har mulighed for at få tilskud til at forbedre foreningens ejendom. Mulighederne for at få tilskud er forskellige fra kommune til kommune.

Nedenfor følger oplysninger om muligheden for byfornyelsesmidler i København.

For øvrige kommuners vedkommende anbefaler ABF, at foreningen retter henvendelse til kommunen eller søger nærmere information på kommunens hjemmeside.

Københavns Kommune

Tilskuddet udgør normalt højst 1/4 af de støtteberettigede udgifter, men kan, hvis der er tale om en fredet eller bevaringsværdig bygning, udgøre 1/3.
Du kan tjekke, om en bygning er bevaringsværdig hos Slots- og Kulturstyrelsen, hvor et stort antal bygninger er registreret.

Andelsboligforeninger skal opfylde mindst en af følgende betingelser for at komme i betragtning:

  1. Boligerne skal mangle installationer i form af tidssvarende WC/badeforhold eller fjernvarme.
  2. Boligerne skal være opført før 1960 og efter kommunens vurdering være nedslidte
  3. Boligen har fået udarbejdet et energimærke, der indeholder forslag til energiforbedringer

Konkrete arbejder, der kan ydes støtte til:

  1. Kondemnable forhold: Etablering af toilet i boliger uden eget toilet
  2. Energiforbedrende opgaver: Kan omfatte energiforbedrende foranstaltninger, som er foreslået i energimærkningsrapporten for boligen. Som f.eks. tætning, isolering eller energistyring.
  3. Klimaskærm: Reparation, udskiftning eller fornyelse af tage, ydermure, vinduer døre og porte, karnapper og fundamenter
  4. Nedrivning, hvis bygningens stand er meget dårlig

Det er en forudsætning for samtlige ovennævnte arbejder, at de sikrer eller forøger ejendommens bevaringsværdi.

Hvis der i andelsboligforeningen er lejeboliger, kan disse boliger få tilskud efter de regler der gælder for udlejningsboliger.

Genhusning vil kun blive tilbudt andelshavere, hvis der er tale om afhjælpning af kondemnable forhold.

Byggearbejderne vil blive omfattet af en særlig forsikringsordning under Byggeskadefonden. Forsikringen indebærer, at andelsboligforeningen i tilfælde af byggeskader efter ombygningen kan få dækket op til 95 % af udgifterne efter nærmere betingelser. Ligesom der indgår et etårs og et femårs eftersyn med bygherre forud for eftersyn med de udførende parter fra byfornyelsessagen.

I forbindelse med byfornyelsesstøtten vurderer kommunen, om den modtagne støtte skal tilbagebetales, hvis ejendommen senere skifter status eller sælges. Hvis det er tilfældet, vil der blive tinglyst en deklaration på ejendommen.

Fælles gårdhaver

Udover den ordinære pulje til bygningsfornyelser og områdefornyelser yder Københavns Kommune støtte til etablering af fælles gårdhaver.

Det er et krav, at minimum to matrikler er involveret, og at der er tale om en/flere nedslidte gårde. Herefter undersøges tilslutningen, hvor der skal være 2/3 opbakning til at der laves én fælles gård. Ansøgninger kan sendes løbende, og der er årligt afsat midler til ca. 12 fælles gårdhaver. Hele projektet finansieres af kommunen.