Overpris
De fleste andelsboligsalg bliver handlet til den lovpligtige maksimalpris eller under.
Maksimalprisen er værdien af andelen i foreningens formue (andelsværdien) plus værdien af de forbedringer, der er gennemført i lejligheden samt eventuelt værdien af fast installeret inventar plus tillæg eller fradrag for vedligeholdelsesstand.
Det er ulovligt at sælge en andelsbolig over denne pris.
Overpris kan ske på flere måder:
- En ulovlig høj andelsværdi (andelen i foreningens formue)
- Manglende fradrag af værdiforringelse på forbedringer, manglende fradrag for mangler eller vedligeholdelsesstand
- Penge under bordet (dusørpenge)
- For høj pris på løsøre/anden retshandel, som køber har accepteret at overtage.
For at hjælpe både køber og sælger undervejs i salgsprocessen, har Erhvervsstyrelsen sammen med ABF og andre professionelle aktører udviklet en værktøjskasse, som består af ABF’s forbedringskatalog, ABF’s afskrivningskurve samt en lovpligtig vejledning til køber om overpris, udarbejdet af Erhvervsstyrelsen.
Forbedringskataloget og den tilhørende afskrivningskurve sikrer en høj grad af ensartethed, når prisen på forbedringer og løsøre skal fastsættes rundt om i foreningerne. For at minimere risikoen for, at køber bliver tvunget ud i at betale en opskruet pris, er ABF’s forbedringskatalog og afskrivningskurve ophøjet til branchenorm. Det betyder, at forbedringskataloget ikke er lovpligtigt, men sætter niveauet for hele sektoren.
Erhvervsstyrelsen har, også i samarbejde med ABF og andre professionelle aktører, udarbejdet en ”Vejledning til køber om prisfastsættelse af andelsboliger”. Vejledningen informerer både køber og sælger om, hvad en overpris er, at overpris er ulovlig og hvilke sanktionsmuligheder, der eksisterer. Det er fra 1. maj 2019 lovpligtigt for sælger at udlevere vejledningen til køber i forbindelse med en overdragelse.
Vejledningen erstatter sælgers pligt til at udlevere uddrag af andelsboligforeningsloven om overpris til køber, som det fremgår af andelsboliglovens § 6, stk. 1, 2. pkt.
Her finder du dokumenterne
Afskrivningskurve, forbedringskatalog og vejledning til køber om prisfastsættelse af andelsboliger kan downloades under Standarddokumenter. Alle tre ligger under "Dokumenter i forbindelse med overdragelse", og de kræver ikke login.