Transporterklæring
Når en andelshaver har solgt sin andel, har andelshaveren ret til at få sit tilgodehavende udbetalt via andelsboligforeningen. Andelshaveren kan overdrage retten til at få tilgodehavendet udbetalt til en anden. En sådan form for overdragelse kaldes en transport. Hvis andelshaveren har transporteret sit krav til en anden, betyder det, at andelsboligforeningen ikke må udbetale pengene til andelshaveren efter andelsboligforeningen har fået oplysning om, at kravet er transporteret. Pengene skal i stedet udbetales til den, der har transport i overdragelsessummen.
Lovgivningen indeholder ikke regler om, hvornår et krav må transporteres. Hvis en andelsboligforening ønsker at regulere de tilfælde, hvor der kan gives transport, skal det ske i foreningens vedtægter. ABF’s standardvedtægter fastsætter, at der ikke kan gives transport i et eventuelt tilgodehavende efter en overdragelse, som endnu ikke er aftalt. Når der er aftalt et salg, kan sælger dog give transport i overdragelsessummen.
Et typisk eksempel er ejendomsmægleren, der ønsker transport for sit salær. Ved en transport forpligter bestyrelsen sig til at udbetale salæret direkte til ejendomsmægleren, når overdragelsessummen skal afregnes. Der er som udgangspunkt ingen problemer i, at sælger giver transport i overdragelsessummen til ejendomsmægleren, men i tilfælde, hvor andelsboligen er overbelånt, er det vigtigt at meddele ejendomsmægleren dette. Ønsker ejendomsmægleren i tilfælde af overbelåning at få dækket sit salær forud for de tinglyste kreditorer, må der fremskaffes skriftlig accept fra de tinglyste kreditorer på, at ejendomsmæglerens salær må udbetales forud for de tinglyste kreditorers rettigheder.
Et andet eksempel kan være en bank, som ønsker at få transport i overdragelsessummen. Det gøres typisk, når sælger har brug for at finansiere købet af en anden bolig, før andelsboligen er overtaget af ny andelshaver. I den mellemliggende periode kan sælgers bank være behjælpelig med finansiering. Bankens sikkerhed er transport i sælgers salgsprovenu. Selve transporten sker typisk ved brug af en transporterklæring.
Når bestyrelsen har skrevet under på den skriftlige meddelelse om, at hele eller dele af kravet er transporteret til en ejendomsmægler eller en bank, forpligter bestyrelsen sig til at udbetale beløbet direkte til ejendomsmægleren eller banken udenom sælger.